Gratis VPN – fordele og ulemper

Daniel Hessel

Hvorfor skal du betale for en VPN, når der findes gratis alternativer? Eller er gratis VPN altid en dårlig ting og en sikkerhedsrisiko? Vi besvarer de mest almindelige spørgsmål.

Det giver mening at bruge en VPN ud fra et sikkerhedsperspektiv, uanset hvad du foretager dig på internettet. Især hvis du opretter forbindelse til åbne wi-fi-netværk på en café eller lignende. I de tilfælde ved du aldrig, hvem der overvåger netværkstrafikken, og hvad de opfanger; med VPN beskytter du dig imod nysgerrige blikke. Men der er også en række andre fordele ud fra et sikkerhedsperspektiv. Noget, som vi vil gå lidt mere i detaljer om her.

Samtidig kan du også bruge VPN til underholdning. For eksempel til at låse indhold på udenlandske streamingtjenester op.

Men en god VPN-tjeneste koster penge. Nogle gange kan de være rigtig dyre, så det kan være en ide at undersøge nogle af de billige VPN-tjenester.

Gratis VPN-tjenester og prøveversioner – hvad er forskellen?

Der er forskel på gratis og gratis. Næsten alle VPN’er, du betaler for, har en klausul, der giver dig mulighed for at få dine penge tilbage inden for 30 dage, hvis du ikke er tilfreds. Nogle har endda en gratis prøveperiode, som regel syv dage. Den er dog normalt begrænset til visse platforme (Windows er ofte ikke med af en eller anden grund).

Så er der selvfølgelig VPN-tjenester, der har både gratis og betalte versioner. De gratis versioner er ofte begrænsede på den ene eller anden måde. Som regel er det en masse funktioner, der er fjernet, kombineret med begrænsninger på enten den tid, du kan være forbundet, eller den mængde data, du kan forbruge. En anden almindelig begrænsning er normalt hastigheden, som er lavere for gratis versioner.

Hvorfor koster VPN penge?

Der findes gratis VPN-tjenester, så hvad er det, der rent faktisk koster penge?

Den største omkostning ved en VPN er alle serverne i forskellige lande og den båndbredde, der er forbundet med dem. Serverne består normalt af lejet plads i et datacenter og er nødvendige for at håndtere trafikken fra dine og alle andre kunders computere. Jo mere populært et sted eller land er, jo flere og mere kraftfulde servere er der brug for for at give dig en god oplevelse.

Samtidig koster båndbredden penge. Den er afgørende for, hvor meget trafik og hvor hurtigt du kan kommunikere til disse servere. Tænk lidt på det som om, at det er veje til VPN-tjenestens servere. Som standard er der en lille ensporet byvej der, men for at komme mere og hurtigere frem skal du bruge en flersporet motorvej. Den del koster ekstra.

Dertil kommer naturligvis udviklingsomkostninger, især hvis VPN-udbyderen har sine egne løsninger til VPN-protokoller. Selv hurtig og kompetent support, der kan hjælpe dig, koster mange penge.

Er der risici ved gratis VPN-tjenester?

Desværre er en af de mest almindelige kilder til malware og spyware til både telefoner og computere gratis VPN-tjenester.

Det gamle ordsprog “hvis du ikke betaler for en vare, er du i virkeligheden varen” er ofte sandt her.

Der findes utroligt mange gratis VPN-tjenester. Men som vi gennemgik herover, skal de finansieres på en eller anden måde. Reklame, både i appen og i værste fald i tide og utide uden for appen, er meget almindeligt, når det gælder gratis tjenester.

Det er som sagt også meget almindeligt, at tjenesten gør helt andre ting end det, den foregiver at gøre. Når alt kommer til alt, kontrollerer VPN-tjenester i sagens natur din internetforbindelse. Det er ikke ualmindeligt, at ondsindede udviklere bruger den til at overvåge al din datatrafik. På samme måde kan appen bruges til ransomware, som simpelthen låser din forbindelse (eller hele enheden), indtil du betaler en løsesum.

Tænk dig om, før du henter en gratis VPN

Samtidig er det meget almindeligt at finde kopier af kendte VPN-apps online. Ofte lover de en slags gratis version af den kendte tjeneste, men i stedet gør appen noget helt andet.

Derfor er det vigtigt kun at gå gennem VPN-udbyderens egen hjemmeside og eventuelt de kanaler, som de selv anbefaler.

Når det gælder gratis mobile VPN-tjenester, bør du primært kun bruge App Store (Apple) eller Play Store (Android). Det er en risiko at installere apps fra andre kilder, f.eks. et websted eller en mindre kyndig app-butik.

Selv hvis du downloader fra den officielle app-butik, bør du have lavet din research på forhånd for at sikre dig, at udvikleren er velrenommeret, før du downloader og installerer.

Alternativer

Hvad er vores anbefaling af en gratis VPN? Det afhænger af, hvad du skal bruge den til.

Hvis du bare vil afprøve det af for at se, om det passer til dit liv og dine vaner, vil vi anbefale at købe et månedligt abonnement og give det en chance.

Hvis det viser sig at fungere dårligt, kan du altid gøre brug af pengene tilbage-garantien (læs på forhånd om, hvordan den fungerer). Husk blot at slå automatisk fornyelse af abonnementet fra.

På den måde kan du prøve forskellige tjenester af for at se, hvilken du kan lide. Når du har fundet den rigtige, kan du tjekke, hvilke tilbud de har på et længerevarende abonnement, hvilket vil sænke de samlede månedlige omkostninger.

Ved du allerede nu, at du kun har brug for VPN’en lejlighedsvis og i kortere perioder? Så tjek, hvilke etablerede VPN-udbydere der tilbyder en gratis version. Ved brug i kortere perioder kan du sandsynligvis leve med begrænsningerne i den gratis version.

Fordele og ulempter ved gratis VPN

For at opsummere. Uanset om du vil have en gratis VPN til din iPad, computer, Android-telefon eller en anden enhed, skal du tænke dig om en ekstra gang. Gratis VPN-tjenester, hvor du ikke ved, hvem der står bag, er en stor risiko. Du risikerer ikke bare, at tjenesten ikke vil fungere korrekt, men også at den kan føre en hel masse andre ubehagelige ting med sig. Eller du kan blive bombarderet med reklamer.

Der findes selvfølgelig fornuftige gratis muligheder, men ikke nær så mange som dårlige og farlige alternativer.

Hvis du kun skal bruge VPN-tjeneste ind imellem, kan du altid tjekke de tjenester ud, der har gratis alternativer til deres premium-tjenester. De begrænsninger, de sætter, kan godt fungere til en kort surf på en cafe eller lignende.

Vil du prøve det af, før du køber en god VPN-tjeneste? Udforsk de etablerede tjenesters gratis varianter. Ellers kan du benytte dig af prøveperioder og pengene tilbage-garantier.

Men en VPN-tjeneste, der er helt gratis, er som regel noget, der er forbundet med andre former for betingelser.

Stortest
VPN til streaming

Top 3: Bedste VPN til streaming (2023)

Test
NordVPN Android i hand

Test: NordVPN – En rigtig god premium-VPN

Guider
VPN ordlista

VPN-ordliste – Alle de ord, du skal kende

Guider
VPN-tunnel i TV

Sådan får du en VPN til dit smart-tv